Viden om te

Tebusken (Camellia sinensis) er den dyrkede form af et stedsegrønt træ med mørke, skinnende blade. Alle teplanter over hele verden tilhører samme art, men der skelnes mellem to hovedvarianter kaldet Kina te/Sinensis og Assam te/Assamica.

Sinensis dyrkes især i Kina, Japan og Taiwan, mens Assamica dyrkes i det øvrige Asien samt i Afrika og Sydamerika.

 

Dyrkning af te
En lang række faktorer afgører smag og udseende af den færdige te - først og fremmest jordbundens beskaffenhed og det lokale klima. Teens smag og aroma, selv fra den samme plantage, ændrer sig fra plukning til plukning gennem høstsæsonen - afhængig af de klimatiske forhold. Dette kommer eksempelvis til udtryk i First Flush Darjeeling, der smagsmæssigt adskiller sig markant fra sæsonens øvrige plukninger.


Behandlingen der følger efter plukningen af teblade, afgør om teen bliver grøn, sort eller en mellemting. Ved fremstilling af grøn te, behandles tebladene meget nænsomt. Den eneste behandling er dampning, evt. findeling og derefter tørring. Smagen er klar, ren og et uundværligt supplement til et kinesisk eller japansk måltid.
 

Te sorter

Aroma te
Aroma te er en plantage te, der er tilsat aroma i form af frugtolier, frugtstykker og/eller blomster. Plantage teen, der benyttes som base i blandingen, har stor betydning for smagen i den færdige aroma te.


Oolong te
En oolong te er en mellemting mellem grøn og sort te. Efter tehøsten startes oxideringssprocessen (som når man skal producere sort te), men denne afbrydes kort efter ved tørring af bladene. Dette giver vidunderlige teer, der har letheden fra den grønne te og fylden fra den sorte te. 


Hvid te
Produktionsmetoden for hvid te er begrænset til en yderst nænsom tørring af de friskplukkede topskud, som fordamper bladenes naturlige fugtighed. Flest muligt af de naturlige indholdsstoffer er bevaret i hvid te, der derfor skal tilberedes ved lav temperatur, så du får maksimal glæde af dem.


Rooibos te
Rooibos kommer ikke fra teplanten, men fra nålene fra Sydafrikansk busk. Drikken er helt uden garvesyre/tannin og tein. Derfor kan den drikkes af alle. Rooibos giver en meget velsmagende, rødlig kop ’te’ og kan nydes både kold og var


Urte te
Urte teer er generelt fri for garvesyre/tannin og tein, da de ikke indeholder teblade. De egner sig også godt som isteer - sæt blot den kolde te i køleskabet og server den senere med isterninger, et blad frisk mynte og evt. en citronskive og eller sukker efter smag.

POLYPHENOLER ELLER TANNINER
Te indeholder en gruppe polymeriserede phenoler, typisk catechin. Gruppen kaldes ofte samlet for Theaflavin, og det er den, der medfører den rødbrune farve i sort te. Theaflavin findes ikke i grøn te, men dannes under oxideringsprocessen.

GARVESYRE
Når der tales om garvesyre i te, menes der teens indhold af polyphenoler eller tanniner. Selve det kemiske stof, garvesyre, findes ikke i te.

THEANIN
En aminosyre, der er specifik for te. Den oxideres til andre stoffer under oxideringen og findes derfor især i grøn te.

TEIN
Et alkaloid, der bl.a. også findes i kaffe, kolanød og guarana og stimulerer centralnervesystemet. Tein findes i højere koncentration i nye teblade og bladknopper, så Gyokuro indeholder fx mere tein end Lapsang Souchong. Hvis du ønsker at minimere indtaget af tein, kan du vælge at drikke te med et lavere indhold som fx grøn te og te fra Kina eller Rooibos og urte te, der slet ikke indeholder tein.