hvad er hemmeligheden bag en god kop te
Hos Chaya ved vi, at en god kop te ikke opstår ved tilfældigheder. Det er en sanselig helhedsoplevelse – og resultatet af mange nøje overvejede valg gennem hele rejsen fra teplanten til tekoppen.
Her er nogle af de vigtigste faktorer, der afgør, om din te bliver en hurtig kop – eller en særlig stund:
• Terroir – naturens fingeraftryk
Teen starter sit liv i jorden. Beliggenhed, klima, jordtype og højde over havet påvirker, hvordan planten vokser – og hvilke nuancer du senere smager i koppen. Det er terroir – og det er lige så vigtigt for te som for vin.
• Grundte og forarbejdning
Om teen er grøn, sort, hvid eller oolong afhænger af, hvordan den forarbejdes efter høst. Høst, rulning, tørring og oxidering er med til at definere teens karakter og kompleksitet.
• Fragt og logistik
Teen skal opbevares og transporteres nænsomt for at bevare sin friskhed og smag. Korrekt håndtering hele vejen er afgørende for kvaliteten.
• Øvrige ingredienser
I blandinger er det vigtigt, at alle ingredienser – blomster, krydderier, frugter og aromaer – er naturlige og af høj kvalitet. Kun de bedste råvarer giver en harmonisk smag.
• Harmoniske blandinger
Det handler ikke kun om de enkelte elementer, men hvordan de spiller sammen. En god teblanding er balanceret, afrundet og skaber en smagsoplevelse med kvaliteter som dybde, lethed, rundhed…
• Materiale og udformning af tepose
Vores teer sælges i løs vægt i rør og poser designet dertil. De er aromatætte og afgiver ingen smag til teen. Endvidere sælger vi også en del af vores teer i pyramideformede teposer. Poserne er fremstillet af plantebaseret materiale, fri for plast og industrielt komposterbare – godt for både smagen og miljøet.
• Brygproces – den sidste og afgørende fase
Selv den bedste te kan ødelægges, hvis den brygges forkert. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på:
- Dosering – brug den rette mængde te (se vores vejledning på bagsiden af din tepose/rør)
- Vandets temperatur – fx 80 °C til grøn te og 95-100 °C til sort te (se vores vejledning på bagsiden af din tepose/rør)
- Trækketid – hver te har sin ideelle tid, hvor smagen udvikles optimalt (se vores vejledning på bagsiden af din tepose/rør).
Du kan også vælge at brygge din te kold, fx som iste eller cold brew. Her trækker teen typisk i koldt vand i 6–12 timer i køleskabet. Denne metode fremhæver teenes sødme og fjerner bitre noter, hvilket især egner sig til grøn te, hvid te og urtete. Prøv dig frem og find din foretrukne bryggemetode – både varm og kold kan give skønne smagsoplevelser.
Te er mere end en drik – det er et håndværk og en oplevelse
Hos Chaya udvælger og sammensætter vi vores teer med omhu, fordi vi ved, at detaljerne gør hele forskellen. Når alt spiller sammen, får du ikke bare en god kop te – du får en smagsoplevelse, der rammer både krop og sind.